Stole, kort og stopur: de redskaber vi bruger i en workshop om samtale

Når vi bliver bedt om at holde en workshop om samtalekultur, er det sjældent holdningen, der mangler. De fleste vil gerne lytte og tale ordentligt. Det, der mangler, er noget at holde fast i, når samtalen bliver varm, og to personer taler samtidig. Derfor har jeg som chefredaktør været med til at samle en lille værktøjskasse, som vi bruger igen og igen på skoler og i foreninger.

Værktøjerne er bevidst enkle: stole, kort, et stopur og papir. Ingen af dem kræver teknik eller forberedelse fra deltagernes side, og ingen af dem er nye. Styrken ligger i, at de gør samtalens regler synlige i rummet, så ingen behøver at være den, der irriterende påpeger dem.

I denne artikel gennemgår jeg, hvad der ligger i kassen, hvordan hvert redskab bruges, og hvad vi har lært af at se dem virke på rigtige hold. Den første workshop-artikel handlede om, hvad dagen indeholder; her handler det om materialet.

Vi begynder altid med rummet. Stolene stilles i en cirkel uden borde, så ingen kan gemme sig bag en skærm eller en bunke papirer. Alle kan se hinanden, og ingen sidder for enden af et bord med en naturlig ret til at lede. Det lyder som en lille ting, men holdet ændrer straks tonefald, når de sætter sig.

I en skoleklasse flytter vi ofte stolene selv inden første time, så eleverne ikke møder rummet som noget, der allerede er bestemt. I foreninger mødes vi ofte i et mødelokale, hvor langbordet fylder det meste. Her ber vi om hjælp til at skubbe det til side, og det fungerer som en lille fælles opgave, der bryder isen.

Cirklen har også en praktisk fordel: Den gør det let at se, hvem der ikke har sagt noget. Det bruger vi til at invitere de stille ind, uden at pege på dem. En kort pause i cirklen, hvor vi spørger, om der er en stemme, vi endnu ikke har hørt, gør ofte mere end en lang formaning.

• Ingen borde mellem deltagerne
• Samme stoleniveau til alle, også til os
• Plads til at bevæge sig, hvis nogen vil rejse sig

Kortene er vores mest brugte redskab. Hvert kort har ét åbent spørgsmål, for eksempel hvornår du sidst skiftede mening, og hvad der fik dig til det. Spørgsmålene er skrevet, så de ikke har et rigtigt svar og ikke kan besvares med ja eller nej. Det tager presset af at skulle have den rigtige holdning.

Vi lader deltagerne trække kortet selv. Det betyder, at spørgsmålet ikke kommer fra os, og at ingen kan mistænke os for at styre mod et bestemt emne. Man må gerne lægge et kort tilbage og trække et nyt, hvis det rammer for tæt på, og den frihed bruges oftere, end man skulle tro.

Redaktionen har skrevet kortene med udgangspunkt i de temaer, vi også dækker i magasinet: skole, historie, værdier og hverdagens uenigheder. Sofie Holm, som er kommunikationspsykolog hos os, har gennemgået formuleringerne, så de ikke indeholder skjulte anklager. Et spørgsmål som hvorfor er folk så følsomme falder altid ud.

Stopuret ligger synligt på gulvet i midten af cirklen. I de første øvelser får hver deltager to minutter, hvor ingen andre må afbryde, ikke engang med et nik eller en kommentar. Det føles akavet de første gange, og mange griner. Men efter en runde har de fleste opdaget, hvor sjældent de normalt får lov til at tale færdigt.

Uret er ikke en straf. Når tiden er gået, siger vi tak, og næste person tager over. Vi har set, at de, der plejer at fylde meget, bliver overraskede over, hvor lang to minutter kan være, mens de stille ofte opdager, at de har mere at sige, end de troede.

Efter hver runde spørger vi, hvordan det var at lytte uden at svare. Svarene er ofte de mest værdifulde i hele workshoppen. Mange fortæller, at de normalt formulerer deres eget svar, mens den anden stadig taler. Stopuret gør den vane synlig, og det er sjældent nødvendigt at forklare den yderligere.

• To minutters uafbrudt taletid pr. person
• Ingen kommentarer, mens en anden taler
• Fælles refleksion bagefter, ikke under øvelsen

Den fjerde del af kassen er det mest jordnære: papir og kuglepenne. I en øvelse skriver deltagerne med egne ord, hvad de hørte den anden sige, og læser det højt for vedkommende, som så svarer, om det var forstået rigtigt. Først derefter må de svare indholdsmæssigt. Metoden kaldes ofte at spejle, men vi bruger sjældent ordet, fordi det skræmmer nogle væk.

Det overraskende er, hvor ofte omformuleringen rammer ved siden af. Man hører noget andet, end der blev sagt, og det opdager begge parter i samme øjeblik. Det er en god lektion i, at uenighed ofte bygger på misforståelser snarere end på modsatrettede værdier.

På skoler bruger vi det med ældre elever i par, og i foreninger i grupper på tre, hvor den tredje holder øje med, om omformuleringen er tro mod det sagte. Papiret tages med hjem, hvis man vil, og mange lader det ligge i lommen i flere uger. Det er et lille, men konkret minde om øvelsen.

I de sidste uger har vi besøgt flere hold, og mønstret er det samme: Redskaberne virker bedst, når de bruges i rækkefølge og uden hast. Rummet først, så kortene, så uret, til sidst papiret. Springer vi et trin over, falder øvelserne ofte fladt, fordi deltagerne ikke har fået tryghed nok til at turde.

Vi har også lært at skrue ned for forklaringerne. De første versioner af workshoppen havde mange slides. Nu forklarer vi hver øvelse på under et minut og lader deltagerne opdage resten. Det giver kortere dage, men dybere samtaler.

Endelig har vi lært, at redskaberne ikke er målet. Hvis en gruppe finder en bedre måde at fordele taletiden på, lader vi gerne uret blive i tasken. Det vigtige er, at samtalen får en form, som alle kan stå inde for, og at deltagerne tager den med sig ud af rummet.

• Rækkefølgen betyder mere end det enkelte redskab
• Korte forklaringer giver længere samtaler