Et interview, der tog en anden retning: historien om Karen

I begyndelsen af efteråret skrev Karen til redaktionen. Hun er lærer og står i en lokal forening for voksenundervisning, og hun havde et problem, som mange kender: møderne i foreningen endte igen og igen i samme uenighed om, hvordan man taler om ændringer i skolens rolle. Folk talte, men ingen lyttede rigtig efter.

Hun spurgte ikke om en løsning. Hun spurgte, om vi kunne tale med nogen, der har forsket i, hvordan mennesker misforstår hinanden i grupper. Det var et ærligt og præcist ønske, og det gjorde mit arbejde som interviewer lettere, fordi udgangspunktet allerede var et konkret spørgsmål frem for en generel nysgerrighed.

Jeg læste hendes mail to gange og noterede, hvad hun egentlig ville vide. Det viste sig, at der lå to spørgsmål i hendes ene: hvorfor taler vi forbi hinanden, og hvad kan en enkelt person gøre ved det i et rum, hvor ingen har bedt om hjælp.

Næste skridt var at omsætte Karens bekymring til en interviewguide. Det er et stille stykke arbejde, som læseren sjældent ser. Jeg skrev først alle de spørgsmål ned, der lød rimelige, og strøg derefter dem, der kunne besvares med ja eller nej. Tilbage blev de spørgsmål, der inviterer en forsker til at fortælle og forklare.

Vi talte med en forsker i gruppesamtaler, som Karen selv havde fundet interessant. Jeg sendte hende guiden på forhånd, så hun kunne tænke over de svære spørgsmål. Det ændrer samtalen markant: en gæst, der har haft tid til at tænke, svarer langsommere og mere præcist end en, der overraskes.

Karen fik lov til at sidde med under optagelsen og skrive ét supplerende spørgsmål ned undervejs. Det gav hende en rolle som aktiv lytter, ikke blot modtager, og det prægede hendes egen måde at tale på bagefter.

• Skriv dit egentlige spørgsmål ned i én sætning
• Stryg spørgsmål, der kun kan besvares med ja eller nej
• Send guiden til gæsten i god tid

Forskeren pegede på noget enkelt: i en uenighed svarer vi ofte på det, vi forventer, at den anden mener, ikke på det, vedkommende faktisk sagde. Hun kaldte det at svare på sin egen version af modparten. Karen blev stille, da hun hørte det, og sagde bagefter, at hun straks kunne genkende det fra de seneste møder.

Interessant var, at forskeren ikke anbefalede en teknik. Hun anbefalede en vane: at gentage den andens pointe med egne ord, før man selv svarer, og lade vedkommende rette, hvis det ikke var rigtigt forstået. Det lyder småt, men det ændrer rytmen i en samtale.

Som interviewer er det en påmindelse om, hvorfor vi spørger, som vi gør. Et godt opfølgende spørgsmål gentager ofte noget af det, gæsten lige har sagt, så gæsten kan uddybe. Det er den samme vane, bare i et studie.

To uger senere skrev Karen igen. Hun havde taget vanen med på foreningens møde og bedt om lov til at prøve noget: at hver, der tog ordet, først kort skulle sammenfatte, hvad den forrige havde sagt. Der var nogle, der syntes, det var kunstigt i starten, og det fortalte hun helt åbent.

Alligevel, skrev hun, blev mødet kortere, og der var færre, der sagde, at de ikke var blevet hørt. Hun lovede ikke, at uenigheden var væk. Den var der stadig, men den handlede nu om sagen og ikke om, hvem der havde lyttet dårligt.

Jeg nævner det, fordi jeg ikke vil gøre mere ud af det, end det var. Et interview løser ikke en forenings problemer. Men det gav Karen et sprog og en lille øvelse, og det er ofte det, der skal til for at komme videre.

• Prøv øvelsen på et lille møde først
• Sig højt, at det er et forsøg
• Vurder bagefter, ikke undervejs

Karens forløb viser, hvad et ekspertinterview kan være for en almindelig læser: en genvej til en forskers erfaring, forklaret i hverdagssprog og afgrænset til netop dit spørgsmål. Det kræver ikke, at du selv er med i studiet, men det hjælper at have et spørgsmål, du faktisk bekymrer dig om.

Når vi udvælger gæster, ser vi efter dem, der kan forklare uden at forenkle for meget. En forsker, der kan sige, hvad der er sikkert, og hvad der stadig er uklart, er mere værd end en, der har et svar på alt. Det samme gælder undervisere og praktikere, som ser samtalekultur fra gulvet.

Hvis du læser et af vores interviews, kan du notere ét spørgsmål, du selv vil tage med ind i næste samtale. Det er en lille handling, men den flytter interviewet fra siden og ind i dit eget liv.

Jeg skriver om Karen, fordi hendes forløb er typisk for de henvendelser, redaktionen får. Det starter sjældent med et stort tema. Det starter med en bestemt situation, et møde, en frokost, et klasseværelse, hvor noget ikke fungerer helt, som man ønsker.

Vores opgave er så at finde en person, der kan kaste lys på situationen, og at stille spørgsmålene på en måde, så svaret kan bruges. Det er derfor, vi bruger tid på forberedelse, og derfor interviewene ikke er lange for længdens skyld.

Karen har givet lov til, at historien fortælles, og hun har læst teksten igennem. Hun er den eneste i denne artikel, der ikke hører til redaktionen, og hun fik det sidste ord om, hvad der skulle med.